1. Mosebog 24:1-16

Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse. En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: „Læg din hånd under min lænd,” sagde han, „og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kanaʼanæiske piger, som vi bor iblandt. Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.” „Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. „Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?” „Nej,” sagde Abraham. „Det må du under ingen omstændigheder gøre! For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud. Hvis pigen ikke vil følge med dig tilbage, er du løst fra din ed, men du må under ingen omstændigheder bringe min søn tilbage til mit hjemland!” Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt. Derpå tog tjeneren ti af Abrahams kameler og alle slags kostbare gaver, og begav sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim. Da han nåede frem, lod han kamelerne lægge sig ned ved brønden uden for byen. Det var hen ad aften – ved den tid, hvor byens kvinder gik ud til brønden for at hente vand. „Herre, du, min herres Gud!” bad han. „Vis din trofasthed over for min herre Abraham og lad det lykkes for mig at udføre den opgave, han har pålagt mig. Jeg stiller mig her ved brønden, nu hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand. Når jeg så spørger en af dem, om jeg må få en slurk vand, og hun svarer: ‚Drik kun, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ – lad det så være hende, du har udset til at blive Isaks kone. På den måde vil jeg være klar over, at du har været trofast over for min herre!” Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen