Ezekiels Bog 26:1-21

I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden, sagde Herren til mig: „Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel. Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst. De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage. Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Herren, Israels Gud. Du bliver bytte for fremmede folkeslag, og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Israels Gud. Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne. Først falder småbyerne på fastlandet. Så bygger han angrebsramper og belejringsvolde i ly af sine skjolde. Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker. Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren. Rytterne vil storme frem i dine gader og sable befolkningen ned med deres sværd. Alle dine store stenstøtter bliver væltet omkuld. Man plyndrer dig for alt af værdi, ødelægger dine prægtige huse og jævner dem med jorden. Stenene og tømmeret havner i havet, ja, selv støvet bliver fejet væk. Det er slut med at synge muntre sange og spille sød musik, citaren forstummer. Du bliver til en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Aldrig igen skal du genopbygges, for jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt. Hele kystområdet vil blive rystet, når de hører om de mange sårede og faldne. Alle fyrsterne langs kysten vil stige ned fra deres troner og lægge deres fornemme kåber til side. De vil sætte sig på jorden i rædsel og ryste af angst. De vil sørge over dig og synge denne klagesang: ‚Åh, du mægtige havneby, havets hersker. Du nød stor respekt, men nu er du sunket i grus. Dit fald får kystlandet til at skælve. De mange øer ryster på hovedet i vantro fortvivlelse.’ Herren, Israels Gud, siger: Jeg lægger dig øde som de andre byer, der blev jævnet med jorden. Du bliver overskyllet af havet og skjult under bølgernes brus. Du sendes i graven til fortidens folk, der for længst sank ned i underverdenen. Der kan du ligge blandt gamle ruiner, for du vil aldrig mere blive beboet og opleve det pulserende liv. Undergangen rammer dig pludselig, og så eksisterer du ikke mere. Selvom man vil søge efter dig, finder man dig aldrig igen, siger Herren, Israels Gud.”