2. Mosebog 7:14-25

Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, men nu siger hebræernes Gud til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er deres Gud!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.” Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.” Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron – nøjagtig som Herren havde forudsagt. Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. Sådan gik der syv dage.