2. Mosebog 6:1-13

„Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao,” sagde Herren til Moses. „Han skal få min magt at føle, indtil han lader mit folk rejse. Han vil blive så opsat på at komme af med dem, at han nærmest vil jage dem ud!” „Jeg er Herren!” fortsatte han. „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som den almægtige Gud, men jeg åbenbarede mig ikke for dem med mit navn, Jahve. Jeg indgik en pagt med dem, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kanaʼans land, det land, hvor de boede som fremmede. Jeg har hørt Israels folks klageskrig under deres slaveri i Egypten, og da jeg har indgået en pagt med dem, vil jeg også opfylde det løfte, jeg gav dem. Sig derfor til israelitterne: ‚Jeg er Herren, og jeg vil befri jer fra slaveriet i Egypten med vældig magt og hård straf over jeres undertrykkere. I skal være mit udvalgte folk, og jeg vil være jeres Gud. I skal opleve, at jeg er Herren, jeres Gud, og at jeg befrier jer fra slaveriet i Egypten. Jeg vil føre jer til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob. Jeg giver det til jer, og det skal være jeres. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud!’ ” Moses fortalte nu folket, hvad Gud havde sagt, men de ville ikke længere høre på ham. De havde fuldstændig mistet modet på grund af den øgede arbejdsbyrde. Da sagde Herren til Moses: „Gå tilbage til kong Farao og sig til ham, at han skal lade israelitterne rejse ud af Egypten.” „Men Herre!” indvendte Moses. „Når mit eget folk ikke engang vil høre på mig, hvordan kan jeg så forvente, at Farao vil? Jeg duer ikke til at tale!” Men Herren befalede Moses og Aron at gentage det samme budskab både til folket og til kong Farao: Israelitterne skal forlade Egypten.