2. Mosebog 3:3-11

så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!” „Ja, det er mig!” svarede Moses. „Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. Jeg er dine forfædres Gud – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud. Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads – et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kanaʼanæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.” „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”