Esters Bog 3
3
Hamans plan om at udrydde jøderne
1Kort tid efter forfremmede kong Xerxes en mand ved navn Haman#3,1 Teksten tilføjer: „søn af agagitten Hammedata”. Sandsynligvis er Haman efterkommer af amalekitternes kong Agag (1.Sam. 15), som igen nedstammer fra Esau. Amalekitterne havde altid været fjender af Israels folk, og den sidste rest af dem blev åbenbart udryddet nu. til premierminister, og han blev således den øverste mand i riget næst efter kongen. 2Alle kongens ansatte knælede ned og hyldede ham, når han gik forbi, for det havde kongen befalet. Men Mordokaj nægtede at gøre det, fordi han var jøde.
3-4„Du må hellere adlyde kongens befaling!” sagde de andre ansatte til ham gang på gang. Men Mordokaj var ubøjelig. Til sidst fortalte de Haman, at Mordokaj ikke ville knæle ned for ham. 5-6Haman blev rasende, men i stedet for kun at hævne sig på Mordokaj bestemte han sig for at udrydde alle jøder fra det persiske rige, fordi Mordokaj var jøde.
7I den første måned, der hed nisan, i kong Xerxesʼ 12. regeringsår søgte Haman ved at kaste lod om dage og måneder at finde det gunstigste tidspunkt til at gøre det af med jøderne. Loddet traf den trettende dag i den 12. måned, som hed adar.
8Haman sagde derpå til kongen: „Der findes et særligt folk blandt undersåtterne i kongens rige, som har deres egne love og traditioner og nægter at overholde perserrigets love. Derfor må det være i kongens interesse, at dette folk bliver udryddet. 9Hvis det behager kongen, bør der udsendes en befaling til alle rigets provinser om, at jøderne skal udryddes. Jeg anslår, at kongens embedsmænd på den måde kan indsamle 10.000 sække med sølv#3,9 Ordret: „10,000 talenter”, ca. 345 tons sølv. til rigets skatkammer.”
10Kongen gik ind på Hamans forslag og rakte ham sin signetring. 11„Du må gøre, som du vil, med jøderne, og sølvet må du gerne selv beholde,” sagde han.
12På den 13. dag i den første måned samlede Haman kongens sekretærer, som efter hans diktat nedskrev brevet til guvernørerne på alle de forskellige sprog, der taltes i riget. Derefter blev brevene underskrevet med kongens navn, forseglet med kongens signetring 13og sendt ud til alle rigets provinser. I brevet stod der, at alle jøder, unge og gamle såvel som kvinder og børn, skulle slås ihjel den 13. dag i den 12. måned, og at deres ejendom skulle konfiskeres. 14Brevets indhold skulle bekendtgøres som lov, så folk i hver eneste provins kunne være parat til at udføre ordren på den fastsatte dag. 15På kongens befaling blev bestemmelsen først offentliggjort i regeringsbyen Susa, hvorefter sendebudene skyndte sig af sted til alle rigets provinser. Kongen og Haman satte sig derefter til at drikke. Men jøderne i Susa var rædselsslagne.
Valgt i Øjeblikket:
Esters Bog 3: BPH
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind
Bibelen på hverdagsdansk™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc.
Alle rettigheder forbeholdes.
The Bible in Everyday Danish™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc.
All rights reserved worldwide.
„Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.