Prædikerens Bog 12:1-8

Tænk på din Skaber, mens du er ung, for de dystre dage kommer, før du aner det. Engang vil du sige til dig selv: „Det er ikke længere en glæde at leve.” Tænk på din Skaber, før livet rinder ud, som solen forsvinder om aftenen, som månen og stjernerne blegner om morgenen, som skyen fordufter, når den er tømt for regn. Tænk på din Skaber, før hænderne ryster, før din ranke ryg bøjes af ælde, før tænderne bliver få, før synet begynder at svigte, før hørelsen langsomt forsvinder, så du ikke hører larmen fra livet omkring dig, før du vågner samtidig med fuglene, men alligevel ikke kan nyde deres sang, før det bliver en kamp at gå op ad en bakke, og du bliver bange for at falde om på vejen, før håret bliver hvidt som nyfalden sne, og du dårligt kan slæbe dig af sted, og før din appetit på livet er forbi. Da nærmer du dig gravens rand, og dine pårørende går sørgende omkring. Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister, før den gyldne lampe slukkes, før hjertet slår det sidste slag, og livets hjul går i stå. Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom, og ånden vender tilbage til Gud, som gav den. Der er ingen mening, livet er uden mening. Det hele er meningsløst.