Herren, jeres Gud, har befalet mig at undervise jer om hans love, for at I skal adlyde dem i det land, I snart skal tage i besiddelse. I skal vise ærefrygt for Herren, jeres Gud, så I selv, jeres børn og børnebørn livet igennem adlyder alle hans befalinger. Gør I det, vil I få et godt og langt liv. Hør derfor opmærksomt efter, Israels folk, og vær rede til at adlyde lovene, så det må gå jer godt, og I må blive til et stort folk i et land, der ‚flyder med mælk og honning’, sådan som jeres forfædres Gud har lovet jer.
Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud – Herren alene! Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med alle dine tanker, med liv og sjæl og med al din styrke! De her ord, som jeg i dag pålægger dig, skal du have ind på rygmarven, så du lærer dine børn dem og taler om dem hvor som helst og når som helst, ude og hjemme, ved sengetid og om morgenen. Bind dem om håndleddet, sæt dem på din pande og skriv dem på dørstolpen som et tegn på, at dine handlinger og tanker og dit hverdagsliv skal styres af Herrens ord.