5. Mosebog 30
30
Herren velsigner dem, der vender tilbage til ham
1I har nu hørt velsignelsens og forbandelsens ord. Når I engang i fremtiden befinder jer blandt de nationer, som Herren til den tid har fordrevet jer til, vil I tænke på de her ord og grunde over dem. 2Hvis I da vender jer til Herren, så I og jeres børn af hele jeres hjerte begynder at følge de befalinger, jeg i dag har pålagt jer, 3vil Herren, jeres Gud, i sin barmhjertighed befri jer fra de fremmede nationers åg. 4Om I så befinder jer i jordens fjerneste afkroge, vil han samle jer og føre jer 5tilbage til det land, han gav jeres fædre. Han vil overdrage jer landet på ny, han vil velsigne jer og gøre jer endnu mægtigere end før. 6Herren vil omskære hjerterne på jer og jeres efterkommere, så I kan elske ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl og få et godt liv.
7-8Hvis I vender jer til Herren og adlyder de befalinger, jeg har pålagt jer i dag, vil han tage sin forbandelse fra jer og lade den ramme jeres fjender, der hader og forfølger jer. 9Herren, jeres Gud, vil give jer lykke og fremgang i alt, hvad I tager jer for. Han vil give jer masser af kvæg, rekordhøst og mange børn, og han vil glæde sig over jer, som han glædede sig over jeres fædre. 10Men kun hvis I af hele jeres hjerte vender jer til ham og adlyder alle de love, som er nedskrevet i denne bog.
Valget mellem livet og døden
11De befalinger, jeg i dag pålægger jer, er ikke ufattelige for jer, og de er ikke uden for jeres rækkevidde. 12De er ikke oppe i himlen, således at nogen ville spørge: ‚Hvem kan stige op til himlen for at få fat i dem og fortælle os om dem, så vi kan handle efter dem?’ 13De befinder sig heller ikke på den anden side af det store hav, således at nogen ville spørge: ‚Hvem kan rejse til den anden side af havet for at få fat i dem og fortælle os om dem, så vi kan handle efter dem?’ 14Nej, du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber, så du kan handle efter det.
15I dag skal I vælge, om I foretrækker livet og lykken, eller I foretrækker døden og ulykken. 16Jeg har befalet jer at elske Herren, jeres Gud, så I går på hans veje og overholder hans love. Gør I det, vil I få et godt liv og blive et mægtigt folk. Så vil Herren velsigne jer i det land, I skal over og tage i besiddelse. 17Men hvis I vender jer fra ham og ikke vil adlyde ham, hvis I lader jer lokke til at dyrke andre guder, 18kan jeg i dag garantere jer for, at I vil gå til grunde. Så bliver I ikke boende ret længe i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.
19I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at jeg har givet jer valget mellem livet og døden, mellem velsignelsen og forbandelsen. Vælg nu livet, så I og jeres børn får et godt liv. 20Elsk Herren, jeres Gud, adlyd ham og hold jer til ham, så I kan få lov at leve og blive boende i det land, Herren lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob!”
Valgt i Øjeblikket:
5. Mosebog 30: BPH
Markering
Del
Kopiér
Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind
Bibelen på hverdagsdansk™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc.
Alle rettigheder forbeholdes.
The Bible in Everyday Danish™
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc.
All rights reserved worldwide.
„Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.