Når I har taget det land i besiddelse, som Herren har lovet jer, og er begyndt at dyrke jorden, skal I hver især bringe den første del af hvert års høst i en kurv til præsten, der gør tjeneste i Herrens helligdom, og sige til ham: ‚Denne gave er min påskønnelse af, at Herren har ført os til det land, han lovede vores forfædre.’ Præsten skal modtage din kurv og sætte den ned foran Herrens alter. Du skal give udtryk for din taknemmelighed til Herren ved at sige: ‚Jeg nedstammer fra en omvandrende aramæer, der med sin familie søgte tilflugt i Egypten. De var kun få dengang, men mens de boede som fremmede i landet, blev de til et stort og mægtigt folk. Egypterne gjorde os til slaver og mishandlede os, men vi råbte til dig, vores fædres Gud, og du hørte os og så vores lidelse og elendighed. Da greb du ind og sendte frygtelige plager over Egypten, og du førte os ud med magt og vælde og førte os til dette land, som „flyder med mælk og honning”. Derfor kommer jeg nu til dig, Herre, med noget af den første høst fra den jord, du har givet mig.’ Efter denne bøn skal du stille kurven ned for Herrens ansigt, og du skal tilbede ham. Du og din familie skal glæde jer sammen med levitterne og de fremmede, der bor i landet, mens I nyder frugten af den velsignelse, Herren har givet jer.
Hvert tredje år skal I tage en tiendedel af jeres afgrøder og give den til levitterne, de fremmede, enkerne og de forældreløse, så de kan spise sig mætte.