Amosʼ Bog 5:1-27

Israel, lyt til den klagesang, jeg synger over dig: „Israel, den skønne ungmø, er faldet, hun kan ikke rejse sig. Hun ligger forladt på jorden, ingen hjælper hende op!” Herren, Israels Gud, siger: „Den by, som sender 1000 mænd i krig, får kun 100 tilbage, og den by, som sender 100, får kun 10 tilbage.” Herren siger til Israels folk: „Søg mig, så skal I leve! Søg ikke afguderne i Betel, Gilgal og Beʼersheba, for Gilgal bliver ført i eksil, og Betel bliver jævnet med jorden.” Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den. I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed. I burde søge Herren, som skabte Syvstjernen og Orion; han, som udskifter nattens mørke med morgenlys og gør dag til nat; han, som opsamler havets vand og lader det øse ned på jorden. Herren er hans navn. Han sender ødelæggelse over stærke byer og nedbryder alle deres forsvarsværker. Hvorfor hader I dem, der taler sandhed, og dem, der fælder retfærdige domme? I tramper på de svage og lægger urimelige afgifter på deres kornhøst. Derfor skal I ikke opleve at nyde livet i de fornemme stenhuse, I er ved at bygge, eller fylde jer med vinen fra de vingårde, I er ved at anlægge. „Jeg ved alt om jeres oprør mod mig og jeres mange synder,” siger Herren. „I undertrykker de uskyldige og tager imod bestikkelse, så de svage forhindres i at få deres ret.” I den slags onde tider tvinges den kloge til tavshed. Søg det gode og flygt fra det onde, så I kan få lov at leve. Først da vil Herren, den Mægtige, være med jer, sådan som I påstår, han er. Had det onde og elsk det gode. Lad retfærdigheden sejre i retten. Så vil Gud, den Mægtige, måske tilgive den rest af folket, som overlever. Herren, den Mægtige, siger: „Når straffen kommer, vil folk græde på gaden i fortvivlelse, og på torvene vil de sørge over de døde. Landmændene kaldes ind til byen for at deltage i sorgen, og alle grædekoner kommer i arbejde. I alle vingårdene vil der lyde fortvivlede råb, når jeg går igennem landet og ødelægger dem.” „Gid Herren dog ville gribe ind!” siger I. Men I aner ikke, hvad der vil ske, når jeg griber ind! Det bliver en sorgens dag, ikke en glædens dag. Til den tid går det jer som en mand, der nok undslipper en løve, der har jaget ham, men løber lige i favnen på en bjørn, og når han derefter søger skjul i et hus, bliver han bidt i hånden af en slange. Når jeg griber ind, bliver det en sorgens dag! Herren siger: „Jeg hader jeres religiøse fester! Jeg er led ved jeres hykleriske højtider! Selvom I bringer mig brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem. Jeg vil ikke røre ved fedtet fra jeres fællesskabsofre. Spar mig for jeres larmende sange. Jeg er træt af at lytte til jeres musik. Lad godheden strømme som en flod, retfærdigheden risle frem som en uudtømmelig kilde. Bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig de 40 år i ørkenen? Nu kan I tage de gudebilleder med, I selv har lavet, inklusive Sakkut og stjerneguden Kevan, for I bliver sendt i landflygtighed langt borte, øst for Damaskus.” Herren, den mægtige Gud, har talt!