Apostlenes Gerninger 2:1-12

Pinsemorgen var alle disciplene forsamlet på ét sted. Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene. I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien, Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, vi kretere og arabere – hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”