Apostlenes Gerninger 11:1-18

Apostlenes Gerninger 11:1-18 BPH

Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan noget urent eller vanhelligt har jeg aldrig spist.’ Men stemmen fra himlen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen. I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’ Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?” Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik