2. Samuelsbog 12:13-23

2. Samuelsbog 12:13-23 BPH

Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!” Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd! Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.” Derefter gik Natan hjem. Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom. Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn. Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig. På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!” Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham. „Er drengen død?” spurgte han. „Ja, han er,” svarede de. Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han hen til Herrens telt for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem. Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion. „Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!” David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve. Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”

Gratis læseplaner og andagter relateret til 2. Samuelsbog 12:13-23

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik