2. Kongebog 5:1-10

Den aramæiske konges hærfører hed Naʼaman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom. Nu var det sådan, at Naʼamans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel. En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.” Naʼaman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.” Så tog Naʼaman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig – ti sække med sølv, to sække med guld og ti sæt smukke festklæder. Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Naʼaman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.” „Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker. Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Naʼaman til mig – så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.” Naʼaman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.”