2. Kongebog 4:1-7

En kvinde, som var enke efter en af profeterne, kom en dag hen til Elisa og sagde: „Herre, du ved selv, at min mand tjente Gud af hele sit hjerte, men han havde sat sig i gæld, og nu forlanger kreditoren, at begge mine sønner skal sælges som slaver, fordi vi ikke kan betale, hvad vi skylder ham.” „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Elisa. „Sig mig, hvor meget har du derhjemme?” „Jeg har ingenting,” svarede hun, „bortset fra en lille krukke med olivenolie.” Så sagde Elisa: „Gå ud og lån alle de tomme beholdere, du kan, af dine naboer. Gå derefter hjem og luk dig inde i dit hus sammen med dine sønner. Hæld så olivenolien fra din lille krukke over i de tomme beholdere og sæt dem til side, efterhånden som de bliver fulde.” Det gjorde enken så. Sønnerne rakte hende beholderne, og hun fyldte dem en efter en. Snart var de alle fyldt til randen. „Er der ikke flere beholdere?” spurgte hun. „Nej, det var den sidste,” svarede de. Så kom der ikke mere olivenolie ud af hendes krukke. Enken gik derefter hen og fortalte det til profeten. „Gå hen og sælg olivenolien og betal din gæld,” sagde han. „De penge, der bliver tilovers, kan du og dine sønner leve af.”