2. Korinterbrev 4:7-18

Vi er som skrøbelige lerkar, hvori en vidunderlig skat er blevet lagt. På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv. Vi møder modstand fra alle sider, men vi er ikke sat ud af spillet. Vi kender til at leve i uvished, men vi giver ikke op. Vi bliver forfulgt, men vil aldrig blive forladt. Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel. Vi har ar og mærker efter pisk og har været døden nær i vores tjeneste for Jesus. Men så har vi til gengæld også oplevet hans livgivende kraft. Ja, vi lever i konstant livsfare for Jesu skyld med det resultat, at hans kraft bliver åbenbaret i vores dødelige legemer. Vores tjeneste betyder død for os, men den bringer liv til jer. „Jeg troede, og derfor talte jeg,” står der i Skriften, og vi har den samme troens ånd. Vi taler, fordi vi har tro, for vi ved, at den samme Gud, som oprejste Herren Jesus fra døden, vil oprejse os på samme måde og lade os stå foran sin trone sammen med jer. Alt det her gør vi for at tjene jer. Jo flere mennesker, der får del i Guds nåde, jo større bliver lovprisningen til Guds ære. Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag. Vi kan bære vores nuværende trængsler, fordi de fører os frem til en evig, umådelig herlighed. Vi satser ikke på det, der hører den synlige verden til, men på det, der hører den usynlige verden til. Den synlige verden er jo snart forbi, men den usynlige varer evigt.