2. Korinterbrev 2:1-11

Jeg besluttede altså, at jeg ikke ville aflægge endnu et smertefuldt besøg hos jer. Hvis jeg kom og gjorde jer kede af det, hvem skulle så gøre mig glad? Kan jeg forvente, at dem, jeg gør sørgmodige, skulle kunne opmuntre mig til gengæld? Altså skrev jeg et brev i stedet for. Jeg ville helst ikke komme til jer og risikere at blive nedtrykt i stedet for at blive opmuntret. Jeg er nemlig overbevist om, at I vil glæde jer over at kunne gøre mig glad. Jeg skrev det brev med meget uro i sindet, med tårer i øjnene og med et tungt hjerte. Jeg skrev det ikke for at gøre jer kede af det, men for at I kunne forstå, hvor meget jeg holder af jer. Det er ikke mig, den pågældende mand har bragt sorg over, men det er stort set jer alle sammen. Det er vist ikke for meget sagt, er det? Men nu har han fået straf nok. I skal tilgive og trøste ham, ellers bliver han måske så modløs, at han går til grunde over det. Vis ham, at I elsker ham. En anden grund til at jeg skrev, var, at jeg ville sætte jeres lydighed på prøve. Når I tilgiver ham, gør jeg det også – hvis jeg da har noget at tilgive ham for. Jeg tilgiver ham for jeres skyld og i lydighed mod Kristus, så at Satan ikke skal overrumple os. Hans lumske handlemåde kender vi jo.