2. Korinterbrev 12:1-13

Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig. For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke, om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået. For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. Tre gange har jeg bønfaldt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk. Nu blev jeg så en tåbe – men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?