1. Samuelsbog 8:1-22

Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Beʼersheba, men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.” Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine provinsguvernører. Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem sine embedsmænd og officerer. Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og han vil behandle jer som slaver. Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.” Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.” Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.