1. Samuelsbog 3:1-10

På den tid var et budskab fra Herren en sjældenhed, og et syn var noget ganske usædvanligt. Samuel var endnu ganske ung og gjorde tjeneste i helligdommen under opsyn af Eli, som nu var næsten helt blind. En aften skete der noget. Eli havde lagt sig til at sove på sin sædvanlige plads. Lamperne brændte for Guds ansigt inde i helligdommen, hvor Samuel havde lagt sig til hvile, og hvor pagtens ark også stod. Pludselig kaldte Herren: „Samuel! Samuel!” „Ja,” svarede Samuel og løb ind til Eli: „Du kaldte? Her er jeg!” Men Eli svarede: „Nej, jeg kaldte ikke på dig. Gå du bare ind og læg dig igen.” Det gjorde Samuel så. Men Herren kaldte igen: „Samuel! Samuel!” Atter sprang Samuel op og løb ind til Eli: „Du kaldte! Hvad er der?” „Nej,” svarede Eli, „jeg kaldte ikke. Gå nu ind og læg dig.” Samuel vidste ikke, at det var Herren, som kaldte, for han havde aldrig før oplevet, at Herren talte til ham. Så da Herren kaldte for tredje gang, sprang Samuel igen op, løb ind til Eli og sagde: „Du kaldte! Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Da gik det op for Eli, at det var Herren, som havde kaldt på drengen; og han sagde til Samuel: „Gå ind og læg dig. Hvis nogen kalder på dig igen, skal du svare: ‚Ja, Herre, din tjener lytter.’ ” Så gik Samuel tilbage og lagde sig igen. Da kom Herren og kaldte på ham som før: „Samuel! Samuel!” Denne gang svarede Samuel: „Ja, Herre, din tjener lytter.”