1. Samuelsbog 17:1-11

Filistrene samlede igen deres hær for at gå i krig. De samledes i Soko i Juda og slog lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka. Saul og israelitterne samledes og slog lejr ved Elahdalen, og de gjorde sig klar til kamp. Filistrene og israelitterne stod således ansigt til ansigt på hver sin bjergskråning med kun dalen imellem sig. Filistrene havde en kriger, Goliat fra Gat, som var næsten tre meter høj. Hans rustning bestod af en hjelm af bronze, en brynje af bronze, der vejede over 50 kilo, og benskinner af bronze. På ryggen bar han et kastespyd af bronze. Skaftet på hans kampspyd var flere tommer tykt og med en spydspids af jern, der vejede næsten syv kilo. Foran ham gik hans våbendrager med et stort skjold. Goliat trådte frem foran de øvrige filistre og råbte over til israelitterne: „Hvorfor har I stillet hele hæren op til kamp? Vi kan da bare ordne sagen ved en lille tvekamp! Jeg er filistrenes største krigshelt. I er selvfølgelig kun Sauls slaver, men vælg bare en af jeres mænd til at komme herned og kæmpe med mig. Hvis han vinder over mig og slår mig ihjel, bliver vi jeres slaver. Men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, bliver I vores slaver. Jeg udfordrer Israels hær til at sende en mand her hen til mig, hvis I altså tør.” Da Saul og israelitterne hørte, hvad Goliat sagde, blev de skrækslagne og tabte fuldstændig modet.