1. Samuelsbog 1:7-20

Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til helligdommen i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise. „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?” Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til helligdommen for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren og aflagde et løfte. „Åh, mægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.” Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet. Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel, for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”