1. Petersbrev 2:11-25

1. Petersbrev 2:11-25 BPH

Elskede venner, i denne verden er vi kun på gennemrejse. Vi bor her en kort tid som udlændinge og fremmede. Derfor opfordrer jeg jer til ikke at bukke under for selvisk begær, for det ødelægger sjælen. Selv når de gudløse taler ondt om jer, skal I opføre jer godt og prisværdigt over for dem, så de må blive tiltrukket ved at iagttage jeres gode liv og gerninger. Så vil de på dommens dag kunne takke Gud for jer. Da I repræsenterer Herren, skal I underordne jer de menneskelige myndigheder, hvad enten det er en konge, som er sat til at regere, eller det er ordensmagten, som straffer forbryderne og påskønner dem, der handler ret. Det er nemlig Guds vilje, at jeres eksemplariske levevis skal lukke munden på dem, som kommer med uovervejede beskyldninger imod jer. Kristus har sat jer i frihed, men brug ikke friheden som en undskyldning for onde handlinger. Nok er I frie, men I er også Guds tjenere. Vis respekt for alle mennesker, og vis jeres kærlighed til alle de kristne. Frygt Gud og respekter kongen. I, der er slaver, skal underordne jer under jeres herrer og vise dem respekt. Det gælder ikke kun, hvis jeres herrer er gode og venlige, men også hvis de er hårde og urimelige. For det er prisværdigt, hvis I kan udholde selv en urimelig behandling i bevidstheden om at tjene Gud. Der er ingen ære ved at udholde en straf, I har fortjent. Men finder I jer i at blive straffet, selvom I ikke har gjort noget forkert, så er det al ære værd. Lidelse hører med til det kald, I har fået fra Gud. Kristus viste jer et godt eksempel ved at lide for jer, selvom han intet forkert havde gjort. Følg hans eksempel. Han begik aldrig nogen synd og var helt igennem ærlig. Han svarede ikke igen, når han blev uretfærdigt anklaget. Han truede ikke dem, der mishandlede ham, men han overlod sin sag til Gud, der dømmer retfærdigt. Han tog vores synder på sig, da han døde på korset. På den måde blev vi frigjort fra syndens herredømme, så vi nu kan gøre Guds vilje. Ved hans sår fik vi helbredelse. I var som vildfarne får, men nu har I fået en hyrde, der virkelig har omsorg for jer.

Gratis læseplaner og andagter relateret til 1. Petersbrev 2:11-25