1. Korinterbrev 4:8-17

I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne. Jeg skriver ikke det her til jer for at give jer dårlig samvittighed, men for at vejlede jer som mine elskede børn. Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre. I og med at I tog imod det glædelige budskab om Jesus, som jeg bragte jer, blev jeg jeres åndelige far. Derfor beder jeg jer om at lytte til mig og gøre som jeg. Det er også derfor, jeg har sendt Timoteus til jer med det her brev. Han er en af dem, jeg har vundet for Kristus, og som jeg holder meget af. Han er en trofast Herrens tjener, og han kan undervise jer på samme måde, som jeg gør i de forskellige menigheder.