1. Korinterbrev 15:25-49

1. Korinterbrev 15:25-49 BPH

Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.” Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle. Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde? Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag? Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer. Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!” Lad jer ikke føre vild. Husk på, at „Gode vaner forsvinder i dårligt selskab.” Kom nu til fornuft og forlad det vildspor, I er slået ind på. Det er jo en skændsel for jer, at nogle af jer er så uvidende om Gud. Nogen vil sikkert indvende: „En død kan da umuligt genopstå? Hvad for en krop vil han stille med?” Prøv at tænke dig om! Det sædekorn, du lægger i jorden, må dø, før det kan blive til en ny plante. Og den nye plante, der vokser op, er jo ikke det samme som det nøgne sædekorn, du lagde i jorden, hvad enten det nu var et hvedekorn eller et andet korn. Når sæden er lagt i jorden, får Gud en plante til at vokse frem efter sit design, og de forskellige slags sædekorn bliver til forskellige planter. Ikke alle levende væsener har den samme form. Mennesker, dyr, fugle og fisk er alle forskellige. Desuden er der himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske. Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling. Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige. Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra – fra Himlen. Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme.

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik