1. Korinterbrev 11:17-34

Med hensyn til det følgende kan jeg ikke rose jer. Der sker ting hos jer, som gør, at jeres sammenkomster i menigheden er til mere skade end gavn for fællesskabet. Først og fremmest har jeg hørt, at der er splittelser iblandt jer, når I kommer sammen i menigheden, og jeg er tilbøjelig til at tro det. (Det er vel også nødvendigt, at der opstår grupper hos jer, så I kan finde ud af, hvem der har ret.) Når I således kommer sammen for at fejre nadveren, er det egentlig ikke Herrens måltid, I er samlet om. For I tager hver især jeres egen mad og vin frem og skynder jer at sætte det til livs. På den måde er der nogle, der sidder og er sultne, mens andre får for meget at drikke. Hvad er det for noget rod? Har I ikke jeres egne hjem, hvor I kan holde fest, hvis I vil? Hvorfor ser I ned på de andre i fællesskabet og gør dem skamfulde, der ikke har noget at komme med? Hvad skal jeg sige, når jeg hører om den slags? Det kan jeg i hvert fald ikke rose jer for. Det følgende er, hvad jeg har modtaget fra Herren, og hvad jeg også har givet videre til jer: Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, tog han et brød, takkede Gud, brækkede det over og sagde: „Dette er mit legeme, som skal ofres for jeres skyld. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort for jer.” Efter måltidet tog han også vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som besegler den nye pagt. Når I drikker det, skal I huske på, hvad jeg har gjort for jer.” Indtil Herren kommer, forkynder I derfor budskabet om hans død, hver gang I spiser af brødet og drikker af vinen. Det betyder også, at hvis nogen spiser brødet og drikker vinen på en uværdig måde, gør de sig skyldige i synd over for Herrens legeme og blod. Derfor bør man bedømme sig selv, før man spiser brødet og drikker vinen. For hvis man deltager i nadveren uden at tage hensyn til, hvad Kristi legeme betyder, så spiser og drikker man sig en dom til. Af den grund er der mange svage og syge hos jer, og nogle sover ind. Men hvis I bedømmer jer selv, inden I spiser, kommer I ikke under Guds dom. Når vi dømmes og irettesættes af Herren, så er det, for at vi ikke skal fordømmes og straffes sammen med verden. Derfor siger jeg til jer, venner: Når I er samlet for at fejre fællesmåltidet, så vent på hinanden og del med hinanden. Hvis nogle er meget sultne, skal de spise, inden de går hjemmefra, så jeres sammenkomster ikke skal bringe straf over jer. De øvrige ting vil jeg tale med jer om, når jeg kommer.