1. Krønikebog 17:16-27

David gik da hen til det telt, hvor arken stod, og han satte sig i Herrens nærhed og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, du har løftet sløret for dine planer! Hvad mere kan jeg sige om den ære, du viser mig? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. Du har gjort dette for din tjeners skyld, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for mig. Herre, du er uendelig stor – der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag bort foran dig. Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud. Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den mægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. Min Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med en bøn til dig. Min Herre og min Gud, du har givet mig gode løfter for fremtiden. Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Når du, Herre, velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”