Biblica, the International Bible Society, provides Godʼs Word to people through Bible translation and Bible publishing, and Bible engagement in Africa, Asia Pacific, Europe, Latin America, Middle East, North America, and South Asia. Through its worldwide reach, Biblica engages people with Godʼs Word so that their lives are transformed through a relationship with Jesus Christ.

Bibelen på hverdagsdansk New Testament Audio Edition (The New Testament in Everyday Danish Audio Edition) Audio Copyright ℗ 2017 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide. Bibelen på hverdagsdansk (The Bible in Everyday Danish) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc.® Used by permission of Biblica, Inc.® All rights reserved worldwide.

Bibelen på hverdagsdansk

<div class="version vid20 iso6393dan" data-vid="20" data-iso6393="dan">
 <div class="book bkACT">
 <div class="chapter ch27" data-usfm="ACT.27">
 <div class="label">27</div><div class="s1">Skibbrud under sejladsen til Rom</div><div class="m"> 1Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige h&#230;rafdeling. 2Vi gik om bord i et skib, der var p&#229; vej hjem til Adramyttion og p&#229; turen skulle anl&#248;be havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var ogs&#229; med os.</div><div class="p"> 3Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham g&#229; i land, s&#229; han kunne bes&#248;ge sine venner og nyde godt af deres g&#230;stfrihed. 4Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i l&#230; af Cypern. 5Vi passerede efterh&#229;nden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.</div><div class="p"> 6D&#233;r fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overf&#248;rt til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besv&#230;r n&#229;ede vi p&#229; h&#248;jde med Knidos. Her blev vestenvinden os for st&#230;rk, s&#229; vi drejede mod syd for at komme i l&#230; af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone p&#229; &#248;ens &#248;stlige spids, sejlede vi med stort besv&#230;r vestp&#229; langs kysten og kom endelig til &#8222;Gode Havne&#8221; i n&#230;rheden af byen Las&#230;a. 9P&#229; grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efter&#229;rsstormene,#27,9 Teksten siger: &#8222;Fastedagen var allerede overst&#229;et&#8221;. Der henvises til den store j&#248;diske fastedag, Yom Kippur, som falder sidst i september eller f&#248;rst i oktober, afh&#230;ngig af m&#229;nens cyklus. og en lang s&#248;rejse over &#229;bent hav ville v&#230;re yderst risikabel. Paulus advarede b&#229;de kaptajnen, styrmanden og Julius. 10&#8222;Mine herrer,&#8221; sagde han, &#8222;jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi forts&#230;tter rejsen nu, vil det f&#248;re til skibbrud med tab af b&#229;de skibet og lasten. Ja, ogs&#229; menneskeliv vil g&#229; tabt.&#8221; 11Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af bes&#230;tningen p&#229;, at de skulle sejle videre langs kysten til F&#248;niks, der var en havneby p&#229; Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.#27,12 Teksten er uklar. Mere ordret: &#8222;med udsigt til sydvest og mod nordvestenvinden&#8221;. Havnen ligger i bunden af en smal fjord i en st&#248;rre bugt med indsejling fra syd og sydvest. D&#233;r kunne de s&#229; afvente, at det blev for&#229;r.</div><div class="p"> 13Da der var en let vind fra syd, s&#229; det ud til, at de kunne gennemf&#248;re deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14Men inden l&#230;nge slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet &#8222;Nord&#248;storkanen&#8221;. 15Der var ikke andet at g&#248;re end at lade skibet drive for vinden og blive f&#248;rt til havs. 16En kort tid l&#229; vi i l&#230; bag en lille &#248;, som hedder Kauda, hvor det med n&#248;d og n&#230;ppe lykkedes os at f&#229; skibsjollen hevet indenbords. 17Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under k&#248;len for at styrke skroget. Da de var bange for at blive bl&#230;st helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville g&#229; p&#229; grund p&#229; sandbankerne, firede de drivankeret ned.#27,17 Teksten er usikker og kan m&#229;ske overs&#230;ttes: &#8222;tog de sejlene ned&#8221;. P&#229; den m&#229;de drev skibet af sted for vinden. 18N&#230;ste dag var stormen lige voldsom, og bes&#230;tningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19Dagen efter kastede de ogs&#229; st&#248;rstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.</div><div class="p"> 20Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere d&#248;gn. Vi s&#229; hverken sol eller stjerner, og der var ikke l&#230;ngere noget h&#229;b om redning. 21Ingen havde lyst til at tage f&#248;de til sig, men s&#229; kaldte Paulus bes&#230;tningen sammen og sagde: &#8222;Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra &#8218;Gode Havne&#8217;. S&#229; havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilh&#248;rer og tjener, og han sagde: 24&#8218;V&#230;r ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal st&#229; foran den kejserlige domstol, og Gud vil ogs&#229; n&#229;digt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.&#8217; 25Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I v&#230;re ved godt mod. 26Men vi kommer til at strande p&#229; en &#248;.&#8221;</div><div class="p"> 27Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik s&#248;m&#230;ndene midt om natten en formodning om, at der m&#229;tte v&#230;re land forude. 28De loddede dybden og m&#229;lte 20 favne#27,28 En favn er ca. 1,80 meter, den l&#230;ngde, man kan favne med udstrakte arme. vand. Lidt efter loddede de igen og m&#229;lte 15 favne. 29Det bet&#248;d, at vi meget snart ville n&#229; land, og da s&#248;folkene var bange for, at der var klipper og sk&#230;r langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. 30Bes&#230;tningsmedlemmerne lagde planer om at r&#248;mme skibet. De firede jollen i s&#248;en, idet de lod som om, de ville l&#230;gge ankre ud fra forstavnen. 31Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: &#8222;Hvis ikke de s&#248;m&#230;nd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.&#8221; 32S&#229; kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.</div><div class="p"> 33Da det f&#248;rste dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. &#8222;I har ikke spist i 14 dage,&#8221; sagde han. 34&#8222;I skal s&#248;rge for at f&#229; noget mad, for det vil hj&#230;lpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste s&#229; meget som et hovedh&#229;r.&#8221; 35S&#229; tog han selv et br&#248;d, takkede Gud for &#248;jnene af dem alle, br&#230;kkede det i stykker og begyndte at spise. 36Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. 37Vi var 276 mennesker om bord. 38Da alle var blevet m&#230;tte, smed bes&#230;tningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke s&#229; dybt.</div><div class="p"> 39Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De s&#229;, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet l&#248;be p&#229; grund der. 40De kappede ankrene og l&#248;snede roret, som havde v&#230;ret surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. 41De kom til et sted, hvor to havstr&#248;mme m&#248;dtes, og d&#233;r satte de skibet p&#229; grund p&#229; en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev st&#229;ende urokkelig, mens agterskibet efterh&#229;nden blev sl&#229;et i stykker af den voldsomme br&#230;nding. 42Soldaterne ville sl&#229; fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle sv&#248;mme i land og flygte. 43Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at g&#248;re det. Han gav ordre til, at alle, der kunne sv&#248;mme, skulle springe over bord f&#248;rst, 44og at de &#248;vrige skulle pr&#248;ve at n&#229; ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev p&#229; den m&#229;de reddet i land i god behold.</div>
 </div>
 </div>
</div>

Bibelen på hverdagsdansk™ Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 Biblica, Inc. Alle rettigheder forbeholdes.   The Bible in Everyday Danish™ Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015, 2022 by Biblica, Inc. All rights reserved worldwide.   „Biblica”, „International Bible Society” og Biblica logoet er varemærker, som er registreret af Biblica, Inc, i USAs Patent and Trademark Office. Brugt med tilladelse.

Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene, og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest. Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned. På den måde drev skibet af sted for vinden. Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. Men vi kommer til at strande på en ø.”
Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. De loddede dybden og målte 20 favne vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.
Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. „I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. Vi var 276 mennesker om bord. Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.
Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.

Lyt til Apostlenes Gerninger 27